Vil du gerne spise sundere i hverdagen, men synes, det virker lidt uoverskueligt at komme i gang med det?
Vores ernæringsteam giver dig her 6 tips til, hvordan du kan kickstarte en sund hverdag eller en generel livsstilsændring.
6 tips til bedre spisevaner:
1. Sæt pris på at være sulten
At være sulten er et af de bedste krydderier, du kan tilføre din mad. Det er nemlig helt okay at være sulten. Du har måske oplevet at være på en vandretur eller en anden form for udflugt, hvor du er nået at blive godt sulten. Så bliver selv den fladeste madpakke til dejlige mundfulde. Husk dog at spise i et roligt tempo, selv om du har lyst til at kaste det hele ind i munden på én gang. Så kan du nyde maden i lang tid. Det er godt at være sulten op til dine måltider, men vær bevidst om, at der er stor forskel på at være sulten og sulte.
2. Undgå at sulte dig selv
Hvis du kun spiser f.eks. 1-2 gange dagligt, kan det opleves som om, at kroppen går i en slags dvale. Det betyder, at du let kommer ind i en ond spiral, hvor du får lyst til at spise sødt og fedt for at vække kroppen mellem dine måltider. For resultatet er kun, at kroppen vågner for en kort stund, for så igen at gå i dvale.
3. Spis jævnligt: 4-6 måltider om dagen
For at få energi i dagligdagen skal du spise regelmæssigt: 4 til 6 næringsholdige måltider om dagen, fordelt på 3 hovedmåltider og 1-3 mellemmåltider. Det skaber et stabilt blodsukker, som kvitterer med, at du føler dig frisk og har energi dagen igennem til både arbejde, familie og fritid med bevægelse.
4. Planlæg dine måltider
Det er afgørende, at du laver din egen faste plan for dine måltider, hvis du gerne vil ændre de vaner, du har. Din plan bør være praktisk og passe ind i din hverdag, ellers er der en stor risiko for, at du falder tilbage i dine gamle, trygge vaner. Hvis du prioriterer din morgenmad, kommer du godt for start, og så skal du fordele de øvrige måltider jævnt over dagen.
De planlagte måltider er med til at forebygge, at du f.eks. bliver lækkersulten om eftermiddagen eller om aftenen. Særligt om aftenen det kan være svært for mange at holde sig væk fra slik og søde sager.
5. Forbered ugens mellemmåltider
Sæt tid af – f.eks. om søndagen – til at købe ind og tilberede dine mellemmåltider til resten af ugen. Med et par spændende opskrifter og god musik i køkkenet kan det faktisk være ret hyggelig.
De sunde mellemmåltider kan du så have i køleskabet og løbende tage med dig på jobbet eller studiet gennem ugen. Så er risikoen mindre for, du kommer til at købe usunde snacks, mens du er på farten.
6. Mærk maden, mens du spiser
Hvilken bid af en lækker dessert smager bedst? Den første eller den sidste? De fleste kan nok blive enige om, at den første bid, hvor sanserne er helt åbne for smagsindtryk, er den bedste. Den sidste bid eller tredje portion giver ikke samme tilfredsstillelse – måske endda tværtimod.
Hvis du arbejder med at give dig lidt bedre tid til at spise din mad, så giver du også din krop tid til at registrere, hvornår den har fået nok.