Af ernæringsvejleder og vanecoach Cecilie Skov Larsen
Illustration: Jack Skov Jørgensen

Hvad er det første, du tænker på, når jeg siger ”mad til grill”? Jeg gætter på, at hvis jeg laver en hurtig spørgerunde, vil det første, der bliver svaret, typisk være: pølser, bøffer, kødspyd, pølsebrød og majs.
I en tidligere artikel har jeg nævnt T-modellen, som er er en nem måde at dele sit måltid op, så man får alle de gode ting, kroppen har brug for. T-modellen er: en kvart tallerken ris/kartofler/pasta, en kvart tallerken bælgfrugter eller kød og en halv tallerken grønt.
Så hvis jeg nu spørger dig, om din grill-tallerken er halvt fyldt med grøntsager, svarer du så:

  • NEJ, for mig er grill primært kød med lidt tilbehør

eller

  • JA, jeg synes faktisk, jeg er god til at få masser af grøntsager på min grill-tallerken

Hvis du hører til den første grill-type, så opfordrer jeg dig til at læse videre og blive inspireret til, hvordan du får det lækre grønne ind i din grillmenu.  Er du den anden grill-type, kan du enten vælge at stoppe læsningen her, eller se om jeg kan give dig nogle nye ’grønt på grill’-ideer.

Grill grønt med succes og trylledrys

Når man skal grille grøntsager, så er det en rigtig god idé at have stor fokus på bl.a. smag og konsistens – og måske også lige huske lidt ’trylledrys’.
Her får du 5 gode (og vigtige) tip til at få succes med at få mere grønt gennem hele grill-sæsonen.

  1. SMAG. Det er alfa omega at tilsætte smag for at grøntsager bliver en nydelse at spise. Det er faktisk de færreste grøntsager, der smager fantastisk i sig selv. Sørg derfor altid for at tilsætte noget mere smag, f.eks. friske krydderurter, marinader, krydderier etc.
    Hvis du glemmer det midt i alt det andet, der skal være grill-klar, så lav en dressing til med friske krydderurter. Se opskrift nederst i artilken.
  2. TILBEREDNING. De fleste grøntsager egner sig bedst til at få direkte varme på grillen. Men husk at hold godt øje, så der ikke pludselig kun ligger ’kul’grønt tilbage. De grøntsager, du normalt ville tilberede i et ildfast fad i ovnen, f.eks. også frostgrønt, kan du benytte folie bakker til, som du kan stille op på grillen.
  3. KONSISTENS. På grund af den høje varme, der er fra en grill, skal dine grøntsager typisk have kortere tid på grillen, end på panden eller i ovnen. Hvis du godt kan lide grøntsager med bid i, egner grillen sig helt perfekt. Hvis du bedst kan lide en meget blød konsistens, kan du med fordel give dine grøntsager et opkog inden, du griller dem.
  4. SAMMENSÆTNING. Hav fokus på, hvilke grøntsager der passer til din grillmenu i både smag og farver. Det det har nemlig en stor værdi for helhedsoplevelsen af måltidet. Jo flere sanser, der er stimuleret, jo hurtige indtræffer mæthedsfornemmelsen. Grønne grillspyd er derfor perfekte, da smag, konsistens og farver bliver mikset, f.eks. ved et grillspyd med rød peberfrugt, champignon, squash og rødløg.
  5. VÆRDI. Da grøntsager, som tidligere nævnt, typisk i sig selv er meget smagsneutrale stiger tilfredsgarantien og lysten til at spise flere grøntsager, hvis du også tilføjer noget, du tillægger stor værdi. Det kunne f.eks. være ristede, salte nødder eller kerner, en lækker dressing eller dip, grillost, feta eller revet ost.

Grøntsager der egner sig særlig godt til grillen:

 DIREKTE PÅ GRILLEN  GRILL-SPYD  FOLIEBAKKE
Spidskål

 

Skær dem i kvarte på langs
Tomater

 

I skiver eller i halve I halve eller i både
Squash

 

I halve på langs I skiver I skiver
Gulerødder

 

Hele I skiver
Bønner Sammen i bundter med bacon om
Broccoli/ blomkål

 

I kvarte på langs I buketter
Majs

 

Hele med dækblade
Aubergine

 

I halve på langs I skiver I skiver
Svampe

 

Hele Hele I halve på langs
Peberfrugt

 

I halve på langs I mindre stykker I mindre stykker
Asparges

 

Hele I mindre stykker
Forårsløg

 

Hele med stilk Hele uden stilk

Grundopskrift på krydderurtedressing:
2 dl skyr
2 spsk. rapsolie
2 spsk. citronsaft
1 tsk. sukker
Smag til med dine yndlingskrydderurter
– du kan både bruge friske og tørrede
Brug dressingen som dip eller hæld den over dine grillede grøntsager.

Jeg håber, du er blevet inspireret til at sammensætte et mere velafbalanceret grillmåltid med fokus på mere af det grønne. For hvorfor var det nu, at det var vigtigt at halvdelen af tallerkenen er forbeholdt de grønne? Det får du tre gode argumenter for lige her:

  1. Grøntsager har højt fiberindhold, der giver større mæthedsfornemmelse
  2. Du får et glad tarmsystem, hvor det hele kører lidt mere smurt
  3. Det grønne er med til at give vægtstabilitet, fordi grillmenuen bliver mindre energitungt

Hav en fantastisk sommer og grillsæson!