Egentlig var Caroline Engell Høgsbæk på vej til Amsterdam, hvor hun havde fået et godt job, da en af hendes gode venner ovetalte hende til at tage med på et ophold på Ubberup Højskole i stedet for – et ophold der på mange måder blev livsforandrende for hende.

”Jeg havde faktisk slet ikke overvejet højskole, men det fangede mig alligevel, da jeg læste, at højskolen arbejder ud fra tanken om, at det mentale og det fysiske går hånd i hånd. Jeg havde prøvet at tabe mig på mange forskellige måder uden succes, så jeg var ret nysgerrig på, hvad det med mentale fag gik ud på. Ikke at jeg havde tænkt, at det skulle fylde noget særligt, for jeg havde det jo sådan set meget fint, tænke jeg, så for mig var det helt klare fokus, at jeg skulle tabe mig,” husker Caroline.

Dårlige strategier

I begyndelsen af opholdet fyldte tallet på vægten nærmest alt for Caroline. Når hun oplevede, at det ikke gik så hurtigt, som hun forventede, blev strategien bare at spise endnu mindre mad for at spare på kalorier – en ret dårlig strategi, fandt hun dog ud af.
”Jeg opdagede forholdsvis hurtigt, at når jeg ikke spiste nok, blev jeg mega træt og kunne ikke oveskue at være med til motionsfagene – hvilket jo så betød, at vægttabet stod helt stille. Derfor begyndte jeg at booke kostsamtaler og tage nogle ernæringsfag, hvor jeg fik en masse gode redskaber til, hvordan jeg skulle spise, hvis jeg ville have energi til hele dagen og til den motion, jeg også gerne ville være med til.”

En øjenåbner

Samtidig begyndte hun at gå til coachsamtaler, som højskolen også tilbyder gratis, og så var der lige pludselig en helt anden side, der åbnede sig for hende.
”Det gik op for mig, at jeg ikke havde det helt så godt mentalt, som jeg gik og bildte mig selv ind – der var måske nogle ting fra fortiden, jeg havde lagt låg på. Så man kan sige, at der nok var en grund til, at jeg havde været nysgerrig på de mentale fag, inden jeg kom. Og pludselig var det med tallet på vægten slet ikke så vigtigt mere.”

Det var da heller ikke vægttabet, der gjorde det største indtryk på Caroline, da opholdet lakkede mod enden.
”Jeg havde taget billeder af mig selv, da jeg kom, for at kunne følge med i processen. Jeg så trist ud og ked ud af det. På billederne fra de sidste dage af opholdet var det en helt anden Caroline, jeg så på. En der smilte stort og havde masser af glimt i øjet. Det det var lidt en øjenåbner at kigge på den der glade Caroline, som havde lært noget nyt om sig selv. Lært at holde mere af sig selv.”

Små sejre bliver store

Processen, der var blevet så meget anderledes, end Caroline oprindeligt havde planlagt, betød også, at hun rejste hjem med et klart mål om at komme igen på et nyt ophold tre måneder senere.
”Jeg kunne mærke, at der var nogle ting, jeg ikke var helt færdig med at undersøge omkring mig selv, og Ubberup Højskole er bare et helt utroligt trygt sted. Ikke mindst fordi, at alle er her, fordi der noget, de gerne vil arbejde med i forhold til deres livsstil. Det er mange af de samme ting, vi kommer med, og det betyder, at der er en kæmpe forståelse for hinanden – og et fantastisk sammenhold. Og så er lærerne bare helt unikke, og kender de ting, man går og kæmper med, fordi de har hjulpet så mange gennem årene. Man bliver heppet på hele tiden, og selv de små sejre bliver gjort store, fordi alle bakker hinanden op. Alt bliver på den måde en succes. Det er mega fedt! Og mega fedt, at vi er så mange forskellige aldersgrupper.

Et fælles mål uanset alder

Det kom faktisk lidt bag på Caroline, hvor meget hun kom til at sætte pris på, at der var elever fra 18-64 år.
”Jeg kan huske, jeg frygtede lidt, at der ikke ville være ret mange unge, fordi jeg inden opholdet kunne se i den fælles Facebook-gruppe, at der var ret mange ’gamle’. Men da jeg så kom herop, viste det sig, at der også var vildt mange unge. Det var fedt. Højskolen gør også meget ud af, at man bliver placeret sammen med nogle, der er på nogenlunde ens egen alder. Det er virkelig vigtigt! Det betyder ikke, at man ikke snakker med nogle af dem, der er ældre, men man kommer godt fra start med nogle på sin egen alder.”
Det, der særligt overraskede Caroline i mødet med de forskellige aldersgrupper var at opdage, at en på 64 sagtens kan have de samme udfordringer som en på 22.
”Det er jo virkelig spændende at høre deres syn på tingene, som er anderledes end det, man bare altid er enig med sine venner om – og deres livserfaring er mega inspirerende. Uanset alder, så er man der bare for hinanden på højskolen, fordi man har et fælles mål. Og jeg har fået mange flere rigtig gode og nære venskaber med fra højskolen, end jeg overhovedet havde troet.”

Uventet god kondi

Noget af det bedste – ud over venskaberne – Caroline har fået med fra sine ophold på Ubberup, er en fornyet glæde ved motion. Som så mange andre, der har kæmpet med overvægt i skoletiden, var idræt blevet noget, hun forbandt med noget dårligt.
”Jeg husker tydeligt, at vi i idræt i skolen blev målt på en bip-test, hvor man løber fra punkt til punkt, og hvis man ikke kan nå fra det ene punkt til det andet inden bippet, så er man ude – og får at vide, at man har en dårlig kondi. Derfor har jeg gået med en overbevisning om, at min kondi bare altid ville være dårlig, fordi jeg er overvægtig.”

Så det var ikke med særlig stor begejstring, at hun så, at der var ”Gå-test” på Ubberup-skemaet i begyndelsen af opholdet.
”Jeg var virkelig skræmt ved tanken om at skulle tage en konditest, og jeg tænkte: Åh nej, nu skal vi sikkert ud og gå vildt langt på tid. Men faktisk skulle vi kun gå 1,6 km, og bagefter blev vores kondital målt ud fra forskellige BMI-grupper. Det viste sig så, at i forhold til den BMI-gruppe, jeg var i der, så var mit kondital virkelig højt. Selv hvis jeg gik en BMI-gruppe ned, var det højt. Hvor er det vildt, at børn i folkeskolen bliver målt ud fra den samme standard BMI-gruppe og bliver dømt i dårlig form på grund af det. Sikke mange nederlag, man kunne undgå ved at bruge den samme målemetode som her på Ubberup – og samtidig motiverer det jo til mere motion i stedet for det modsatte. Det, synes jeg, var vildt at finde ud af!”

Zumba-instruktør og forbillede

Det er en helt ny verden, der har åbnet sig for Caroline i opdagelsen af, at hun godt kan dyrke en masse forskellig slags motion og sagtens kan følge med – og alt motion ikke handler om at være bedst, men om at gøre sit bedste.

”Jeg er simpelthen så glad for at have fundet den lyst til motion. Jeg har oven i købet taget en Zumba-instruktør-uddannelse, mens jeg har været på Ubberup, og nu har jeg mit eget Zumba-hold hjemme på Langland. Zumba kræver i virkeligheden bare, at man har god energi, og det har jo ikke noget med min vægt at gøre. Faktisk har jeg fået flere kommentarer om, at det er dejligt med en underviser, der ikke bare er slank men i stedet kan vise, at man sagtens man være med, selv om man ikke har standardmål – man gør bare det, man kan. Og på den måde vil jeg da gerne være et forbillede. Jeg er dog slet ikke i tvivl om, at det, jeg er allermest glad for at have lært på Ubberup, er at holde af mig selv, som den jeg er.”