Vægt og vejning

Af ernæringsvejleder Cecilie Skov Larsen

Ejer du en badevægt – altså sådan et elektronisk drevet apparat, der viser (din) vægt i kilo, når du stiller dig op på den? Måske har du den stående på badeværelset, så du lige kan begynde dagen med at tjekke status, når du har tisset af.

Hvorfor vejer du dig egentlig?

For de fleste er det for at finde ud af, hvad tallet på vægten siger i forhold til sidste gang. Vægten kan altså gå op, så du vejer mere end sidst, du vejede dig. Den kan også stå stille – eller den kan gå ned, så din kropsvægt i kilo er blevet mindre.

Hvad nytter det så?

Det fleste vejer sig i et håb om, at tallet er mindre end sidste gang – fordi de ønsker et vægttab.
Som udgangspunkt er drømmen at tabe fedt og i stedet få flere og stærkere muskler. Problemet er bare, at det fortæller den almindelige badevægt ikke noget om. Det vil sige, at tallet på vægten ikke fortæller sandheden om din sunde vægt, for nuancen i fedt vs. muskler er faktisk vildt vigtig, når vi snakker vægt.
Det er min oplevelse som ernæringsvejleder, at mange, der – særligt i forbindelse med en livsstilsændring – vejer sig på deres badevægt, ofte får en negativ oplevelse. Netop fordi den kun vejer i kilo og derfor ikke afspejler den reelle indsats.
Jeg møder rigtig mange mennesker, der gør et kæmpe arbejde for at ændre deres livsstil: spiser sundere, dyrker mere motion, prioriterer nattesøvn og gør gode ting for sig selv. Derfor bliver de mega frustrerede, hvis tallet på badevægten alligevel ikke viser det ønskede antal gram/kilo, de havde forventet at tabe. Og hvad sker der så? De fleste får tanken, at ”Så kan det jo være fuldstændig lige meget! Jeg har kæmpet hele ugen og ikke engang tabt mig. Hvad nytter det så?”

Badevægten er et supplement

Kan du genkende den følelse … ked af det og frustreret over at noget, man har sat sig for, ikke lykkedes?
Men lad os lige kaste den overbevisning op i luften engang, for hvad er det, der ikke er lykkes? Er tallet på vægten det egentlige succeskriterie? Skal det udelukkende være din vægt, der går ned, før det/du er en succes? Hvad med alt det gode, du har gjort for din krop og hele dit system, mens du har motioneret og prioriteret sunde madvaner? Det glemmer vi ofte, når vi retter fokus på tallet på badevægten og bestemmer os for, at netop det tal er lig med lykke – ellers er alt ligegyldigt.
Skal vi ikke sammen tage kampen op og begynde at bruge badevægten til det, den faktisk er: et elektronisk apparat der måler i kilo? Et apparat, der kan bruges som supplement til at understøtte en livsstilsændring.

Nye måleparametre

Brug i stedet nogle af de mange andre gode måleparameter for, om du lever den livsstil, du gerne vil:

  • Hvordan sidder dit tøj?
  • Hvordan er din energi gennem dagen?
  • Hvor meget søvn får du – husker du at prioriteret den? Søvn er den mest undervurderede sundhedsfaktor, hvis du spørger mig.
  • Hvordan har din fordøjelse det? Vi er så heldige, at vores krop jævnligt afleverer et restprodukt, en afføring, der afspejler, hvordan vores indre har det. Så føler du dig godt tilpas og ikke oppustet?
  • Spiser du de ting, der føles godt for dig og din krop – i en passende mængde? Og sørger du for, at der er gode næringsstoffer i din kost?
  • Bevæger du din krop – altså, får du motion dagligt?
  • Hvordan er dit generelle humør?
  • Hvor meget alkohol drikker du?

Min opfordring til dig er at rette fokus mod den proces, du er i gang med og have tillid til dig selv. Det kan kræve lidt øvelse, men når du tør mærke efter, hvordan du reelt har det, er det faktisk slet ikke så svært at vælge den sunde livsstil, der passer til dig.
Har du brug for at veje dig, så gør det maksimalt en gang om ugen. Husk igen, at vægten kun vejer i kilo, ikke i mængden af muskler og fedt – og at musklers massefylde er mindre end fedt. Du kan altså godt veje det samme på badevægten som sidste gang, men visuelt se helt anderledes ud.
Det er desuden vigtig, at du vejer dig på den samme vægt hver gang, da alle badevægte vejer ikke ens.

Så pas godt på dig selv og din krop – og tag magten fra din badevægt.

VIGTIGT OM VÆGT:
Mens et ufrivilligt vægttab i lægeøjemed ofte er et tegn på sygdom, ses en vægtstigning mere som et udtryk for, at der er indtaget mere mad, end der er forbrændt. Så det er du altså på en måde selv ude om.
Det er vigtigt for mig her at påpege, at dette over-indtag kan have mange nuancer! En uønsket vægtstigning i form af over-indtag kan i høj grad handle om ubalance i livet. Det kan f.eks. være: travlhed (en presset hverdag med mange forventninger, hvor mad bliver et pusterum/frirum), fejringer (mange sociale arrangementer, hvor omdrejningspunktet er mad) og dulme (når følelser gør ondt og er svære at rumme, kan mad give ro i kroppen, især fødevarer med højt sukker- og fedtindhold).
Så find ud af (måske med hjælp udefra), hvad der skaber din ubalance, hvis du har en periode med over-indtag. Så vil du komme tættere på succes med dit vægttab/din sunde livsstil.