Tina tog på Ubberup Højskole i 6 uger: Jeg trængte til at investere lidt i mig selv
På Ubberup Højskole er det nogle gange muligt at tage korte kurser, af 6 ugers varighed. 58-årige Tina Guldager så det som en mulighed for at opbygge en sundere livsstil og finde ud af, om højskole overhovedet var noget for hende.
Foto: Rasmus Wede
Af Mette Skov Hansen
Hvornår får man egentlig tid til at gøre noget godt for sig selv og sin krop?
Sådan tænkte Tina Guldager, da hun i begyndelsen af året stod uden job. I mange år havde hun haft travlt med HR, ledelsesudvikling og talent management, og hun skulle nu gøre op med sig selv, om hun ville gå i gang med at søge efter arbejde, eller om hun hellere burde investere lidt i sig selv.
”Jeg har arbejdet hele mit liv og givet min sundhed alt for lidt opmærksomhed de seneste år. Så jeg tænkte, at det måske var nu, der skulle ske noget andet,” siger 58-årige Tina Guldager, der til daglig bor i København.
Ny mulighed for korte kurser
I dag befinder Tina Guldager sig på Ubberup Højskole. Her valgte hun i februar at starte på et 6 ugers kursus, som er et nyt tilbud fra den sjællandske højskole, men også et tilbud, man kan finde på andre højskoler.
Kurset minder om et langt højskoleophold og har fokus på motion, kost og personlig udvikling samt tilbud om personlig coaching. Det kan dermed både være et ophold for kursister, som ønsker at tabe sig, at komme i bedre form eller bare at blive klogere på deres fremtidsdrømme.
Tina Guldager kendte ikke meget til højskolelivet på forhånd. Hun havde for mange år siden fulgt med i tv-programmet ”Livet er fedt”, som foregik på Ubberup Højskole, og det var det, der fik hende til at klikke ind på højskolens hjemmeside.
Her fandt hun forløbet på 6 uger.
”Jeg vidste ikke, om højskole var noget for mig, og derfor havde jeg nok aldrig valgt et ophold på 12 uger eller længere. Jeg tænkte, at højskolelivet ville være meget anderledes fra mit relativt hektiske liv, og jeg var i tvivl, om, hvorvidt tempoet og fællesskabet var noget for mig. Men 6 uger virkede som en overskuelig længde, selv hvis jeg nu skulle finde ud af, at det ikke var noget for mig,” siger Tina Guldager.
Havde ignoreret sin sundhed
På højskolen fandt Tina Guldager dog hurtigt ud af, at højskolelivet i den grad var noget for hende.
”Allerede efter et par uger kunne jeg mærke, at det her virkelig var noget, jeg havde haft brug for. Det blev meget tydeligt for mig, hvor meget jeg havde ignoreret min sundhed. Når man som mig nærmer sig de 60 år, så bliver man mere bevidst om vigtigheden af at have nogle gode aktive år foran sig. Hvis ikke man har en sund krop, går det hastigt ned ad bakke. På højskolen kunne jeg arbejde med at få en basissundhed og gode livsstilsvaner,” siger hun.
”Jeg kan mere, end jeg troede”
På højskolen har Tina Guldager blandt andet arbejdet med nye motionsvaner, kostændringer og genfundet glæden ved boldspil.
”Jeg har fundet ud af, at jeg kan mere, end jeg troede. Jeg er også positivt overrasket over, hvor dygtige og engagerede lærerne er. Og så har det sociale overrasket mig positivt. Der er altid nogen, man kan hygge sig eller spille brætspil med, og man kan også sagtens være sig selv, hvis det er det, man har lyst til. Jeg trives rigtig godt med det,” siger hun.
Faktisk blev Tina Guldager så glad for højskoleopholdet, at hun konkluderede, at 6 uger var for lidt. Hun er derfor netop startet på et 15 uger langt ophold på Ubberup Højskole, hvor hun kan arbejde videre med sine nye sunde rutiner.
På Ubberup Højskole tilbyder vi igen et 6 ugers kurser med start d. 29. maj.