Forfatter: Cecilie Skov Larsen
Illustration: Jack Skov Jørgensen

Overalt i gadebilledet er der julepynt og julelys. Julemusikken strømmer ud af radioen, vi streamer julefilm og hygger os med tiltrængt afslapning og søde sager imellem alt juleræset – alt imens vi allerede er begyndt at tænke på de kilo, vi skal tabe os efter jul.

”Sikken voldsom trængsel og alarm”, lyder en af vores skønne julesange, og der er noget om snakken her i juletiden. Når vi mennesker bliver stressede eller pressede, udskilles der mere af stresshormonet cortisol i vores krop. Vores system er derfor i alarmberedskab, hvilket betyder, at kroppen holder på næringsstofferne og ’kalder’ på flere kalorier for at få vores system til at slappe af. Det vil helt kort sige, at når du stresser, har du større chance for at tage ekstra kilo på.

Kender du f.eks. det, at du efter en meget travl dag lander i sofaen med en plade chokolade eller en pose slik og wupti … så er den tom på nul komma fem. Og bagefter falder du i søvn på sofaen. Fedt og sukker får nemlig vores krop til at falde til ro. Så selv om de fleste af os synes, julen er en fantastisk tid, så gør den ekstra travlhed, at det føles helt legalt at hygge med gløgg, æbleskiver, konfekt og småkager i lange baner.

 

Hvad har du egentlig lyst til?

 

Jeg vil selvfølgelig ikke ødelægge dine traditioner, men jeg vil alligevel lige komme med lidt input til, hvordan du kan komme gennem julen, uden ekstra kilo i julegave.

  • Spis kun julelækkerier, der har stor betydning for dig i stedet for bare at lade vanen styre.
  • Spis masser af grønt og frugt for at komme din søde juletand i forkøbet. Lav f.eks. en lækker rødkålssalat med appelsin og valnødder, klementiner, dadler eller bagte æbler.
  • Drikker du alkohol til maden, bare fordi det er jul? Hvilke glas rødvin eller øl betyder faktisk noget for dig?
  • Tjek dit tilfredsstillelsesbarometer. Hvor meget skal der til, for at du har fået, så du er veltilpas. Spis langsomt, nyd, smag – lad ikke robotarmen få overtaget.
  • Bevæg dig! Din krop fortjener at blive passet på i en juletid med mange udfordringer.
  • Tag pauser. Lav planer og fordele opgaverne, så det hele ikke skal fikses på et par dage? Slap af med puslespil, en bog, lydbog, strikketøj eller andre kreative ting.

Den aktive julekalender

Det kan være svært at huske det med bevægelse i julehverdagen, så derfor har jeg kreeret en aktiv julekalender til dig og din familie. Du/I kan ’pakke den ud’ i denne rækkefølge, eller skrive (op)gaverne ned på 24 kort og så trække et hver dag, eller du kan finde et fint print af julekalenderen nedenfor.

 

    1. 20 squats. Stå med let spredte ben. Sæt dig ned på en usynlig stol og rejse dig op igen. Godt tilbage med numsen.
    2. Venepumpe arme. Stræk armene lige frem foran brystet, knyt hænderne – stræk fingrene frem. Gør øvelsen hurtigere og hurtigere, til du mærker en stor varme i hænderne. Sænk armene igen. Gentage gerne.
    3. Dans. Sæt din yndlingsjulemusik på og dans i 10 minutter.
    4. 10 armbøjninger. Lav dem på gulvet eller op ad en væg.
    5. Lændeøvelse. Stil dig med godt spredte ben, ret ryggen, kryds hænderne foran brystet og sænk din strakte ryg ned mod gulvet og op igen. Gentag 15 gange.
    6. Armsving. Sving din ene arm rundt 10 gange og derefter den anden. Snup det hele en gang til hvor du bytter retning. Gentag.
    7. Trappetræning. Find et sted med trapper og gå op og ned ad trapperne i 5 minutter.
    8. 20 sidebøjninger. Stå med spredte ben og ret ryg. Læn kroppen ned mod gulvet til den ene side, så din hånd kommer helt ned under knæet. Kør så fra side til side.
    9. Støvsug. Sæt “Jingle Bell Rock” på anlægget og støvsug hele hytten.
    10. Fæld dit juletræ. Tag familie eller venner med ud og fæld juletræ med håndkraft.
    11. Nakkestræk. Læg dit øre ned til din skulder og mærk strækket, hold det i 30 sek. Byt side. Gentag fem gange.
    12. Gå en tur. Tag varmt tøj på og gå en rask tur i vintervejret.
    13. Luciadag. Tænd et stearinlys, tag det mellem hænderne og hold det ud i strakte arme. Hvor længe kan du holde det?
    14. 20 mavebøjninger. Sæt dig på kanten af en stol. Læn dig så tilbage med strakt ryg for at aktivere dine mavemuskler.
    15. Venepumpe ben. Stå med fødderne i hoftebreddes afstand. Rejs dig op på tæer og ned igen. Gentag 30 gange og mærk varmen i benene.
    16. Vejrtrækning. Luk øjnene og tænk på dit yndlingssted. Tag 10 dybe vejrtrækninger – ind gennem næsen, ud via næse eller mund.
    17. Siddende squat. Sæt dig op ad væggen, benene i ca. 90 grader som på en stol. Sid her i 1 min.
    18. 20 triceps. Hold en flaske med 1-2 liter vand mellem hænderne i strakte arme over hovedet, sænk nu flasken ned bag din nakke og op igen. Albuerne skal pege fremad.
    19. Mavemuskler. Sæt dig yderst på stolekanten, hold fast med hænderne på sædet. Træk benene op til brystet og stræk dem ud igen. Gentag 20 gange.
    20. Ud i naturen. Find en skov eller noget andet natur og trav rundt i en time.
    21. Hop. Sæt “Nu det jul igen” på anlægget og hop, hver gang, der bliver sunget ’jul’.
    22. Rygøvelse. Læg dig på gulvet på maven, sæt hænderne ud for dine skuldre, stræk dine arme, så du mærker strækket bag på. Gentag 10 gange.
    23. Katten. Læg dig på alle fire. Skyd ryg og svej. Gentag 10 gange i langsomt tempo.
    24. Fri leg. Brug en halv time på at cykle, løbe, danse, styrketræne – noget, som giver dig sved på panden, så du kan sætte dig til julebordet og tage en ekstra portion med god samvittighed

 

Glædelig, balanceret jul og pas godt på dig selv og din krop.

 

 

Aktiv pakkeleg

I kan også lave et lille tvist på den klassiske pakkeleg:

  • Hvis du slår en 2’er, udløser det 10 sprællemænd
  • Hvis du slår en 4’er, skal du rejse dig og sætte dig igen 5 gange
  • Hvis du slår en 6’er, må du tage en pakke
DOWNLOAD JULEKALENDEREN HER