Personale: Ernæringsvejleder Mette Duerlund

Et dedikeret mad-menneske og ildsjæl er tjekket ind på Ubberups ernæringsteam. 

Mette Duerlund er vild med mad, og nu skal hun være med til at videreudvikle den ernæringsfaglige linje, som en stor del af hvad højskolens DNA bygger på. Mette har en professionsbachelor i Ernæring og Sundhed, en kandidat i Gastronomi og Sundhed og en nyligt afsluttet Ph.d. med fokus på appetit – og på at bruge kroppen som kompas i forhold til vores spiseadfærd.

Interessen for mad ligger helt tilbage i barndommen, hvor hun ofte var med i køkkenet og bagte boller og kage.
Siden har det bare altid fulgt mig, det med nysgerrigheden på maden, så det var nemt for mig at vælge, hvilken vej jeg skulle gå, da jeg skulle vælge uddannelse.

Undervejs udviklede det sig til et særligt fokus på mad, smag og spiseoplevelse – selve samspillet mellem mad og mennesker.

Mad skal være en nydelse

Jeg er ret videbegærlig, så da jeg var færdig med min PB i Ernæring og Sundhed, måtte jeg vide mere. Jeg ville have et større videnskabeligt fundament og valgte at tage en kandidat, hvor jeg bl.a. dykkede ned i den sensoriske videnskab – altså måden vi sanser og oplever maden på. Som udgangspunkt spiser vi flere gange om dagen, og det er faktisk ret vigtigt, at vi får en sensorisk tilfredsstillelse ved vores måltider. Altså at vores mad har de forskellige grundsmage – sødt, salt, surt, bittert og umami – ligesom det er vigtigt, at den indeholder forskellige konsistenser, dufte eller temperaturer. Ellers er det, at vi nemt får lyst til noget ’eftersødt’.

Mette Duerlund synes generelt, at det er sjovt at nørde i råvarer, lege med smage og konsistenser – og ja, sjovt at lege med maden. Det er noget af det, hun også gerne vil motivere eleverne på Ubberup Højskole til.

Allermest har jeg et ønske om være med til at inspirere eleverne til at være nysgerrige på det, de spiser, så de bliver mere bevidste om, at mad er nydelse. Flere af de elever, der kommer til Ubberup for at få hjælp til at ændre livsstil, har et problematisk forhold til mad – og det er noget, der oftest er forbundet med skam. Det vil jeg gerne være med til at ændre på, så de får en oplevelse af, at mad er noget helt naturligt.

Sundhed til hele kroppen

Men Mette Duerlund har faktisk dykket endnu dybere ned i vores tilgang til mad. Sidste år afsluttede hun en Ph.d. omkring appetit og madglæde – om at bruge kroppen som kompas i forhold til at spise.

Det handler om, at vi f.eks. oplever appetit forskelligt. Vi har vores helt eget appetit-kompas, som rækker ud over det enkelte måltid og også handler om madglæden efter maden – den velvære, der gerne skal følge efter. Jeg vil gerne give eleverne en forståelse af, at de er forskellige, og at deres oplevelse af appetit derfor er forskellig.

Samtidig kommer Mette Duerlund også til – i tråd med den tilgang højskolen har til sund livsstil – fortsat at have et stort fokus på, at sundhed ikke kun handler om, hvad vi spiser, men om hele kroppen. Derfor vil hun, udover at være en del af ernæringsteamet på Ubberup Højskole, sideløbende undervise i mindfulness og yoga for at styrke elevernes kropsbevidsthed.

Det handler om at give elevere evnen til at mærke deres krops signaler og bruge det bevidst – uanset om det handler om sult, angst eller lykke. Det glæder jeg mig rigtig meget til at bruge min erfaring og faglige ballast til.

Om Mette Duerlund:

  • 37 år
  • Oprindelig fynbo
  • bosiddende i København
  • Bor i Hedehusene med sin kæreste
  • Har tidligere bl.a. undervist Carlsbergs smagspanel, været forskningsassistent i Sydafrika og projektmedarbejder i Frugtformidlingen
Mød resten af vores personale