elever ved vejskiltet

Af Liv Juncker Harsløf, tidl. ernæringsansvarlig, cand.scient.san

Hvad er sundt, og hvad er usundt? Det kan være svært at finde rundt i!

De mange sundhedsmyter kan faktisk komme til at fastholde dig i at leve usundt.

Det kan jo snart være lige meget, hvad man spiser, for om lidt finder videnskaben ud af, at det, der først var sundt, lige pludselig ikke er det alligevel!
Kender du det, at forvirringen omkring sundt og usundt er så massiv, at du til sidst giver fortabt og bare gør, som du plejer?
Er du tilfreds med den situation, så behøver du ikke læse videre – hvis du stadig drømmer om at finde et sundt fodfæste, så læs med her.

Den onde cirkel

Jeg arbejder med at hjælpe mennesker med at ændre på de vaner, der fastholder dem i ikke at kunne leve det liv, de drømmer om. En af mine elever kom med et godt eksempel på, hvor skrøbelig en vaneændringsproces kan være. Hun havde besluttet, at hun ville have mere energi om aftenen, så hun kunne bruge tid på nogle af de hobbyer, der tidligere havde givet hende stor glæde. Hun havde spottet et mønster, hvor hun efter arbejde følte sig træt og derfor tog en lur på sofaen. Luren blev tit meget længere, end hun havde planlagt, og når hun vågnede, var hun helt rundtosset og gik direkte i slikskuffen for at vågne. Hun fik dårlig samvittighed og skældte sig selv ud over ikke at kunne tage sig sammen, og til sidst var hun så træt af al den surhed, at hun måtte sætte sig med en god film og noget chokolade. Når hun gik i seng, lovede hun sig selv, at i morgen skulle det være anderledes – men næste dag startede det hele bare forfra som i en ond cirkel.

Indflydelsen udefra

I en samtale med mig fandt hun frem til, at hun faktisk havde brug for en pause og noget at spise direkte efter arbejde. Derfor aftalte vi, at hun skulle hun prøve forskellige ting for at se, hvad der bedst gav hende overskud til sine hobbyer.
Hun gik i gang med at eksperimentere, og sideløbende skrev hun ned, hvad hun tænkte, oplevede og følte. Til vores næste session kom hun glædesstrålende og fortalte, hvordan hendes lyst til at være kreativ vendte tilbage, når hun lyttede til sin krops behov. Hendes største udfordring var dog, at hun havde mødt meget skepsis fra sine venner og kollegaer, om hvorvidt det mad, ’den der diætist’ havde anbefalet, virkelig kunne være sundt? Flere havde spurgt, om hun ikke skulle på en sukker-detox, fordi hun nok var afhængig af sukker – eller hun burde tælle kalorier. Og hun måtte indrømme, at hun faktisk var begyndt at tvivle lidt på det, jeg havde vejledt hende til.

Stå fast – lyt til dig selv

Som ved et trylleslag blev alle hendes succesfulde erfaringer altså erstattet med tvivl, der nær havde sendt hende tilbage i sit gamle mønster, hvor hun var drænet og uden overskud. Og det er det, der ofte sker, når vi prøver at ændre sundhedsvaner og glemmer at lytte til os selv.

For sundhed handler om balance, den er hverken sukkerfri eller sukkerfyldt. Sundhed lytter til, hvad kroppen har brug for: pause, søvn, energi, nærvær. Vi ved godt, når vi har valgt det, der kun virker på den korte bane (en lang lur om eftermiddagen) og det, der virker på den lange bane (at holde os vågne), kommer til at føles som en straf. Når vi derimod individuelt tilpasser det, der virker på den lange bane (f.eks. et kort hvil), kommer det til at føles omsorgsfuldt, fordi det gør dig godt.

’Farligst’ er derimod de mennesker, der tvivler på din dømmekraft. Hvis du tør lytte til dig selv, ved du godt, hvad du har brug for, længes efter og frygter. Stå fast på det, der virker for dig og som giver dig energi og glæde, for netop på den måde får du succes med dine nye vaner.

Herunder kan du se den liste, vi arbejdede med. Har du også brug for mere energi om aftenen, så prøv, om ikke der er nogle af disse efter-arbejde-ting, der også virker for dig.

Få energi om aftenen – hold en opladningspause:

Powernap i 15 min. Sæt en alarm til
Yoga
Gåtur med en spændende podcast eller roman i ørene
Chai-the med en flødebolle
En æggemad med mayo, tomat og løg
En portion yoghurt med frugt og drys