januar 17, 2018

Læs om Lauras ophold

Læs om Lauras ophold

Gæsteblogindlæg af Laura, 21 år, Elev på Efterårsholdet 2017

 

Høje forventninger til Ubberup Højskole

Mine forventninger til højskolen var høje, da jeg havde læst meget godt om skolen, hørt positivt om dem i medierne, og læst de fantastiske anmeldelser folk havde givet på hjemmesiden og Facebook.

Jeg havde gjort min research, og var ikke spor skeptisk, men jeg var stadig ikke sikker på, hvad jeg havde meldt mig til, da betalingen var gennemført. For jeg havde ikke kun høje forventninger til skolen, jeg havde også høje forventninger til mig selv.

Jeg ville gerne genfinde motivationen for sport og få redskaber til en livsstilsændring.

Jeg håbede også på at arbejde med det mentale – så et muligt vægttab blev varigt, hvorved jeg både kunne finde en balance i krop og sind, samt blive klogere på mine kompetencer og interesser.

Fandt jeg alt det? Det synes jeg bestemt.  

 

Dagligdag fyldt med fysiske aktiviteter og fællesskab

Der skete meget på opholdet udover det daglige skema. Der var altid underholdende morgensamlinger, spontane sportsdyster i gymnastiksalen, film- og spilaftener, fester, højskoleaftener, diverse foredrag, intimkoncerter, hyggestunder, humor, kærlighed, fælleskab og jeg kunne blive ved.

Ikke én dag på højskolen var ens, og jeg var mæt af oplevelser, når jeg ramte hovedpuden om aftenen.

Kort beskrevet så bestod min dagligdag af en blanding mellem sportsfag og ikke-sportslige fag. Jeg kunne selv skræddersy mit skema hver måned, og dermed bestemme, hvor høj intensiteten skulle være.

Jeg fik prøvet kræfter med kendte og ukendte sportsgrene, bl.a. thai-bo, zumba, TRX, cirkeltræning og yoga. Det gav mig sved på panden, og det var en tilvænning af den gode slags. Jeg blev grebet af lysten og evnen for at yde mere og yde mit bedste.

 

Sundere, stærkere og mere i balance

Regelmæssige vejninger var også en stor del af mit ophold, og det gik meget hurtigt den positive vej.

Bare dét at indføre motion hver dag, samt at spise sunde og nærende måltider 5-6 gange om dagen, gjorde at min krop hurtigt blev sundere, stærkere og mere i balance.  

 

Vigtigheden af det mentale aspekt

Jeg havde dog også ikke-aktive fag, som i bund og grund var knyttet sammen med psykologien bag, hvad man selv kunne gøre, når man kom hjem.

Det mentale aspekt var sindsygt vigtigt, fandt jeg ud af. Hvis ikke du har din mentalitet med, når du tager hjem, så er risikoen for at ende i samme gamle dur større, end hvis du gennem hele forløbet har rykket mentale grænser og gjort brug af de redskaber, som lærerne giver dig.

Det var det mest udfordrende under hele mit forløb – at udfordre og udforske mig selv psykisk. Men det gav pote!  

 

Dedikerede lærere gjorde forskellen

Og dét som gjorde hvert et fag appetitligt og interessant, var nemlig lærerne som stod bag.

Ubberup Højskole kan ikke være foruden én eneste af de dygtige og topprofessionelle ildsjæle, som hver brænder for sit fag. Man blev opslugt af deres inspirerende og pædagogiske tilgang til deres fag, og på den måde de motiverede én til at give den en ekstra skalle, hvor man normalt ellers ville give op.

De støttede én og havde ens ryg gennem hele forløbet, og det er jeg dem dybt taknemmelige for. De er en grund i sig selv til at vende tilbage på endnu et ophold.  

 

Coaching-samtaler og kostvejledningen gav mig ekstra værktøjer

Coaching-samtaler og kostvejledning kunne man også gøre brug af, og få yderligere værktøjer til at hjælpe én personligt og socialt.

Jeg gjorde brug af det hele, og jeg kan kun råde alle fremtidige kursister til at gøre det samme!

For du bliver ikke blot styrket mentalt af det – men dine omgivelser ser dig vokse og støtter dig igennem det. Det overraskede mig, hvor meget det gav mig som menneske i processen.  

 

Nye, stærke venskaber

Jeg havde betalt for et dobbeltværelse, hvor jeg var heldig at få en roomie, der hurtigt blev min fortrolige og tætte ven. Men to blev hurtigt til tre, da min roomie og jeg valgte at flytte ind til vores fælles veninde aka bonusroomie. En tredobbeltseng blev dannet og vores base for de næste 3 måneder var skabt. Her blev der delt glæde og latter – såvel som tårer og opmuntring mellem os tre, og det ville på ingen måde have været det samme uden dem. Det samme kan jeg sige om alle de andre kursister.

Efterårsholdet var lige som det skulle være pga. alle de forskellige mennesker, som kom med hver sin bagage og historie. På tværs af køn og alder fik vi skabt et trygt miljø, hvor folk kunne åbne sig og være lige den de ville være – uden filter og maske.

Jeg fik mødt en masse fantastiske mennesker og skabt stærke, smukke venskaber, som jeg altid vil passe på. For vi deler noget helt unikt imellem os. En historie og en “rejse” som jeg aldrig ville være foruden.

 

Ubberup er for dem, der drømmer om forandring og som vil gøre noget fantastisk for sig selv!

Hvis jeg havde pengene og tiden tog jeg et ophold igen med det samme. Jeg er i hvert fald sikker på, at det ikke er sidste gang jeg har besøgt Ubberup Højskole.

Jeg vil stærkt anbefale Ubberup til andre, som går med drømmen om en forandring, et brændende ønske om velvære og bare dét at gøre noget helt fantastisk for sig selv!

Kærlig hilsen, Laura

Se dagligdagen på Ubberup Højskole

Gæsteindlæg , Ikke kategoriseret , Livsstilsblog , Sund livsstil
Share: / / /