Er du vild med is i sommervarmen?

Så er det faktisk helt naturligt, for der er en ganske særlig grund til, at is for mange af os har en stor tilfredsstillelsesværdi. Is er nemlig en af de fødevarer, som skifter mest konsistens, mens vi spiser den.
Forestil dig, at du sidder med en is i hånden. Du kan se, at frosten i den afgiver en let kold røg. Du sætter læberne på den og registrerer, at isen virkelig er så kold, som den ser ud til. Hvis du er en af de modige, så tager du en bid af din is. Du tygger i isen og oplever den intense kulde på tænderne. Men når isen lander på tungen, er den allerede blevet mindre kold. Den smelter, og isen omdannes til en mere flydende væske. Du synker til sidst og oplever nu, at saften stadig er kold, som hvis du drak et glas iskoldt vand. For nogle er det et no-go at bide i is, fordi følelsen og sansestimuleringen i munden simpelthen bliver for stor, mens det for andre er en helt magisk følelse. Men ens for de fleste af os er, at is giver en helt særlig nydelse – især om sommeren.

Is findes i dag mange forskellige varianter, og særligt de seneste år er isen en af de fødevarer, der er hoppet med på diverse trends. Nu er der ikke kun sodavandsis og flødeis, nej, nu opdeles is i mange forskellige kategorier, bl.a.:

  • Protein-is
  • Lavkalorier-”fløde”is
  • Veganske is
  • Sodavandsis
  • Sorbet
  • Flødeis
  • Italiensk is

Og der findes sikkert mange flere…
Men hvilken betydning har is som nydelsesmiddel egentlig for dig? Da jeg stillede mig selv samme spørgsmål, gik det for alvor op for mig, hvor stor betydning is har for mig, i forhold til at tilfredsstille forskellige behov. Jeg kan dele mine is-betydninger op i kategorier:

  • ”Sommeren begynder nu-isen/fællesskabs-isen”
    Den første softice eller kugleis er altid helt særlig for mig, for så er det sommertid. Den bliver spist sammen med min familie og er for mig en slags kærligheds-is. Kærlighed til fællesskabet og til sommeren. Den bliver virkelig nydt og smagt på.
  • ”Sygdoms-isen”
    Sygdoms-isen opfandt jeg allerede i mine tidlige barndomsår, og den følger mig stadig tæt. Det er trekants-isen, også kendt som Sun Lolly’en, der har den mest beroligende effekt på mig og hjælper mig gennem f.eks. ondt i halsen og diverse maveonder. Så kigger du i min fryser, kan du med garanti finde et lager af Sun Lollys. Ikke fordi, jeg ret tit er syg – men hvis nu… så skal den bare være der. 
  • ”Dessertisen”
    Jeg elsker is, og er jeg ude at spise god mad, er det ikke hovedretten, der trækker allermest – jeg er mere til forretten og især desserten. Det giver mig en total tilfredsstillelse at afslutte et lækkert måltid med en isdessert.
  • ”Året rundt-isen”
    Jeg elsker is, kan du nok fornemme, så jeg synes egentlig, den passer til alle årstider. Der er dog nogle is, der hører sig mere til om sommeren hos mig, som f.eks. gammeldags vaffelis og softice. Men byder du mig generelt en ispind eller en isdessert, siger jeg sjældent nej.

Der er selvfølgelig et lille ’men’, når vi taler om is – nemlig kalorier – for nogle is er, som du nok ved, ret kalorietunge. Det kan derfor være en god idé lige at holde lidt øje med, hvor mange is, du bliver fristet til at spise hen over sommeren.
For at gøre det nemmere for dig, så har jeg lavet en liste, for at give dig et overblik over, hvor stor forskel der er på, hvor kalorietætte isene er. Det er ikke fordi, du skal være forskrækket over kalorietunge fødevarer generelt, men bare tænke over bevidst at vælge dem til og nyde dem 100 procent, når du så spiser dem – og det gælder altså også den store flødeis.

Måske er der plads til en is dagligt hen over sommeren, hvis det er en sodavandsis, og hvis din yndlings-is er en ’gammeldags med det hele’, så vælg den til, når du synes, den giver allerstørst fornøjelse. Sætter du pris på vaflen, skal du selvfølgelig vælge den for at få størst isspisnings-tilfredshed, men hvis den ikke har så stor betydning, kan du spare lidt på kalorierne ved at vælge isen i bæger.

Jeg vil ønske dig en fantastisk sommeris-sæson – og nyd at få IS i maven!

Hjemmelavet Smoothie-is

Hvis du jævnligt laver en smoothie, så lav evt. lidt ekstra og frys resten ned i isforme. På den måde laver du nogle lækre og forholdsvis kalorielette is – der tilmed er fyldt med lækkert frugt – og måske endda grønt.
Ikke mindst børn er ofte ret vilde med smoothie-is.
Se flere opskrifter på smoothies, der er gode til is, i vores kogebøger

Jordbærsmoothie Smoothie-is

Kalorier i din is

Filur
35 kcal
Astronaut
47 kcal
Sun Lolly
55 kcal
Twister
69 kcal
Københavnerstang
92 kcal
Kæmpe Eskimo
180 kcal
Magnum Classic
243 kcal
Cornetto Classic
280 kcal
Magnum Mandel
286 kcal
Soft Ice mellem med drys
315 kcal
Gammeldags med tre kugler
596 kcal
Ben and Jerrys 500 ml
1200 kcal