6 tips til bedre spisevaner

Vil du gerne spise sundere i hverdagen, men synes, det virker lidt uoverskueligt at komme i gang med det?

Vores ernæringsteam giver dig her 6 tips til, hvordan du kan kickstarte en sund hverdag eller en generel livsstilsændring.

  1. Sæt pris på at være sulten

    At være sulten er et af de bedste krydderier, du kan tilføre din mad. Det er nemlig helt okay at være sulten. Du har måske oplevet at være på en vandretur eller en anden form for udflugt, hvor du er nået at blive godt sulten. Så bliver selv den fladeste madpakke til dejlige mundfulde. Husk dog at spise i et roligt tempo, selv om du har lyst til at kaste det hele ind i munden på én gang. Så kan du nyde maden i lang tid. Men selv om det er godt at være sulten op til dine måltider, men vær bevidst om, at der er stor forskel på at være sulten og sulte.

  2. Undgå at sulte dig selv

    Hvis du kun spiser f.eks. 1-2 gange dagligt, kan det opleves som om, at kroppen går i en slags dvale. Det betyder, at du let kommer ind i en ond spiral, hvor du får lyst til at spise sødt og fedt for at vække kroppen mellem dine måltider. For resultatet er kun, at kroppen vågner for en kort stund, for så igen at gå i dvale.

  3. Spis jævnligt: 4-6 måltider om dagen

    For at få energi i dagligdagen skal du spise regelmæssigt: 4 til 6 næringsholdige måltider om dagen, fordelt på 3 hovedmåltider og 1-3 mellemmåltider. Det skaber et stabilt blodsukker, som kvitterer med, at du føler dig frisk og har energi dagen igennem til både arbejde, familie og fritid med bevægelse.

  4. Planlæg dine måltider

    Det er afgørende, at du laver din egen faste plan for dine måltider, hvis du gerne vil ændre de vaner, du har. Din plan bør være praktisk og passe ind i din hverdag, ellers er der en stor risiko for, at du falder tilbage i dine gamle, trygge vaner. Hvis du prioriterer din morgenmad, kommer du godt for start, og så skal du fordele de øvrige måltider jævnt over dagen.

    De planlagte måltider er med til at forebygge, at du f.eks. bliver lækkersulten om eftermiddagen eller om aftenen. Særligt om aftenen det kan være svært for mange at holde sig væk fra slik og søde sager.

  5. Forbered ugens mellemmåltider

    Sæt tid af – f.eks. om søndagen – til at købe ind og tilberede dine mellemmåltider til resten af ugen. Med et par spændende opskrifter og god musik i køkkenet kan det faktisk være ret hyggelig.

    De sunde mellemmåltider kan du så have i køleskabet og løbende tage med dig på jobbet eller studiet gennem ugen. Så er risikoen mindre for, du kommer til at købe usunde snacks, mens du er på farten.

    Herunder får du lidt inspiration til velsmagende, sunde mellemmåltider – opskrifter, som er fra vores populære KOGEBØGER:

    Ubberupbaren
    Edamamespread
    Gulerodsboller

  6. Mærk maden, mens du spiser

    Hvilken bid af en lækker dessert smager bedst? Den første eller den sidste? De fleste kan nok blive enige om, at den første bid, hvor sanserne er helt åbne for smagsindtryk, er den bedste. Den sidste bid eller tredje portion giver ikke samme tilfredsstillelse – måske endda tværtimod.

    Hvis du arbejder med at give dig lidt bedre tid til at spise din mad, så giver du også din krop tid til at registrere, hvornår den har fået nok.

* På Ubberup Højskole serverer vores køkken sund mad hver dag til vores højskoleelever. Opskrifterne i vores nye kogebog, Kogebogen 4, baserer sig på at mad skal være sundt, smage godt og være nemt at lave. Vores filosofi er, at sundhed skal være for alle.
Sammen med den sunde mad, har vores højskoleelever idræt, ernæring, psykologi og kreative fag på skemaet. Vi træner i hold og har det sjovt imens.

KLIK HER og LÆS MERE om vores kostfilosofi, kogebøger og om, hvordan vores elever arbejder med sundhed på Ubberup Højskole

Vil du se og høre, hvordan det er at gå Ubberup Højskole?
KLIK PÅ VIDEOEN HERUNDER