Af Liv Juncker Harsløf, tidl. ernæringsansvarlig, cand.scient.san
Her på bagkanten af 2019 med flere julefrokoster i bagagen kan jeg mærke, at min intention og lyst til forandring trænger sig kraftigt på. Kender du det? Drømmen om et let og energifyldt 2020 – hvor det, man sætter sig for, kan lade sig gøre.
Hvad skal der ske i det nye år?
Jeg går straks i gang med at undersøge, hvilke muligheder det nye år kunne byde på. Skal jeg begynde at løbetræne og melde mig til et løb for at holde gejsten oppe, eller skal det ’lette liv’ kickstartes med en juicekur, der skal få mig til at glemme al den søde og fede mad, jeg har spist julen igennem? For jeg HAR spist anderledes i julemåneden. Der er røget langt flere småkager, konfekt og julemad indenbords end planlagt, og jeg får sgu lidt nederen over det. Jeg føler mig tung og dvask.
Jeg kan mærke, at bare det at begynde at tænke på en lettere fremtid gør mig glad og let om hjertet, og jeg får faktisk lyst til at sætte barren endnu højere: nul sukker, færre kulhydrater etc. For nu skal der renses ud – og så kan det være, at jeg endelig kan lære ikke at spise for meget! Jeg bliver helt høj af forventningens glæde og føler mig SÅ klar.
Viljestyrken, der forsvandt
1. januar, efter et brag af en nytårsfest, åbner jeg køleskabet med ringende hovedpine og et overskud lig nul. Mit hoved er træt og min krop hungrer efter cola og burger. Endnu engang kan jeg ikke mobilisere viljestyrke nok til at spise alt det sunde, jeg havde planlagt. SUK! Den boblende fornemmelse af ’et lettere 2020’ er væk som dug fra solen…
Flere af mine elever spurgte mig forleden: ”Hvad er det der sker?” ”Hvordan kan man gå fra top motivation til minus100 motivation?”
Det er egentlig ret enkelt, og alligevel kræver det, at du holder dig vågen for, at finde ind til de overbevisninger, der spænder ben for dig.
Undgå blindgyderne
Drømme kickstarter forandring og motivation og er super vigtige for at komme i gang med nye vaner. Du må gerne have hjertebanken, men du skal være klar på at undersøge, hvordan du reelt realiserer de forandringer, du drømmer om. Der en masse blindgyder, du kan forvilde dig ind i, som unødigt ’dræber’ dine drømme, inden du overhovedet får set kreativt på, hvordan de kan realiseres i praksis. Eksempler på blindgyder er:
– Umulighedernes blindgyde, hvor du afviser alle muligheder, fordi du læser dem ind i gamle mønstre i stede for at have modet til at ændre på hele systemet.
– Det fluffy mål der aldrig bliver tænkt realistisk igennem, eksempelvis: ”Jeg burde veje 65 kg” uden at spørge dig selv hvorfor. Eller tænke på, hvad du skal spise, og hvordan skal bevæge dig for at nå målet?
– Pryglegyden, hvor du omtaler dig selv som én med ”rygrad som en regnorm” og derfor må lære det på ”den hårde måde”. En meget lidt inspirerende gyde at være i!
Læs mere:
Skab din egen (nytårs)intention
En intention er baseret på dine drømme og længsler om det gode liv for dig, og det er en god idé at skrive dine drømme ned. Nogle af de længsler, jeg har hørt fra vores elever, handler om:
- At behandle sig selv ordentligt ved at spise jævnligt
- At lære at kombinere forskellige typer af madvare, så den sunde mad også smager godt
- At have det godt i kroppen og få lys og bevægelse hver dag
- At få ml. 6-8 timers søvn hver nat
- At få mere energi i hverdagen
En intention skal opleves som noget meningsfuld og tilgodese hele dig, og den kræver et minimum af viljestyrke, fordi den som udgangspunkt motiveres af lyst. Det gør det nemmere at spare på viljestyrken til de grå dage, der opstår hos os allesammen.
På Ubberup Højskole har vi stor erfaring med netop at arbejde med intentioner og med at gøre dem realiserbare – altså gøre dem mulige at komme i mål med, så vores elever oplever at få succes med deres drømme. Det er netop derfor, du skal droppe dit nytårsforsæt og finde din intention – den har langt større potentiale for at blive en succes.