marts 17, 2020

Det populære Ubberup-rugbrød

Det populære Ubberup-rugbrød

Af Hanne Olsen, køkkenleder

De fleste af os er vilde med hjemmebag, men nogle gange kan det virke både besværligt og alt for tidskrævende at gå i gang med selv – ikke mindst når det gælder rugbrød. Men… hvis du har en god opskrift – og den får du her – så er du allerede godt på vej.
“Men hvad med surdejen?” tænker du så…
Måske er det netop nu, du har tid til at skabe nye vaner og starte din egen surdej – som også kan bruges til andet end rugbrød. Så første gang du bager dette rugbrød, og ikke har en surdej at starte med, skal du blot tilsætte 15 g gær ekstra. (Eller måske kender du en, der har en surdej, du kan få en skefuld af, som du kan dyrke videre på).
Har du børn, er det også sjovt for dem at være med til både at dyrke surdej og bage rugbrød.

Opskriften på dette populære Ubberup-rugbrød er i øvrigt en af mange skønne opskrifter fra Kogebogen 3, som du kan købe ved at klikke HER
God fornøjelse!

Det skal du bruge:

400 g         knækkede rugkerner
400 g         groft rugmel
400 g         hvedemel
300 g         blandede frø (fx solsikke, græskarkerner, hørfrø, sesam, nødder, mandler)
2 spsk       groft salt
2 spsk       maltmel (købes hos specialkøbmænd eller i helsekostforretning)
30 g           brun farin
12 dl          vand
5 g             gær (15 g, hvis du ikke har en surdej)
400 g         surdej

Sådan gør du:

  • Rør gæren ud i vandet
  • Tilsæt øvrige ingredienserne og rør sammen til en lind, grødagtig dej
  • Tag 400 g dej fra til surdej til næste bagning og stil den i køleskabet i en lukket beholder (Den kan holde sig i cirka to uger)
  • Fordel resten af dejen i 2 velsmurte rugbrødsforme
  • Lad brødene hæve koldt i mindst 12 timer, evt. i køleskab
  • Bages ved 185 grader i ca. 1 time
  • Vend rugbrødene ud på en bagerist og bank let i bunden af rugbrødet, lyder det hult er det færdigbagt
  • Lad brødene køle af og opbevar dem i en pose

Vidste du at:
Maltmel er med til at give rugbrødet den karakteristiske brune farve og en lidt bitter smag

TIP:
Hvis du har et stegetermometer, kan du under bagningen måle kernetemperaturen i brødet, som skal være 97 grader i et rugbrød

  Kcal Protein Fedt Kulhydrat Kostfiber
Pr. 100 g 225 6,5 7 36 4,5

 

Sæt spotlight på din fremtid!

Har du brug for en afklaring? Er du i tvivl om uddannelse? Bliv klogere på dig selv på vores forårshold.

Læs mere om forårsholdet 
Book en rundvisning

@ubberuphojskole

Aftensmad , Anti-stress , Ikke kategoriseret , Kostråd , Livsstilsblog , Madopskrifter , Mellemmåltider , Mellemmåltider , Opskrifter , Salater , Vegansk , Vegetar # , , , , , , , , , , , ,
Share: / / /