februar 5, 2018

3 gode råd til din løbetur

3 gode råd til din løbetur

Sådan gør du løbeturen til en god oplevelse

 

Vil du gerne i gang med at løbe i 2018? Der findes mange gode løbeprogrammer på nettet. Og der findes god vejledning i sportsbutikker om løbesko. Men der er samtidig en række mentale og løbestilsmæssige overvejelser, du med fordel kan gøre dig, når fodtøjet og løbeprogrammet er klar.

En god løbetur handler først og fremmest om, at den lykkes. Succes giver motivation og dermed større lyst til at gøre løb til en fast del af din dagligdag.

Hvis din løbetur på 2 km rundt om søen jævnligt må afbrydes af gang, fordi det er for hårdt, kan det være svært at finde motivationen til at løbe regelmæssigt. Hvis løbeturen derimod lykkes, vil det føles rart for kroppen både under og efter, også selvom det har været hårdt.

 

Hvordan lykkes løbeturen så? Her er 3 gode råd til din løbetur:

 

  1. Hav fokus på din løbestil

Disse fire fokuspunkter vil øge chancen for en bedre løbeoplevelse og mindske risikoen for løbeskader:

  • Tag forholdsvise korte skidt med en kadence på 85-90 slag pr. fod/minut – det kan også være med til at holde dit tempo nede, samt hjælpe med at du lander hensigtsmæssigt på fødderne.
  • Land gerne med fødderne under kroppens tyngdepunkt – ikke foran. Og har du tendens til skinnebensbetændelse, så sørg for at dine skridt lander midt på fodsålen.
  • Forsøg at holde dine ankler, hofte og hoved på linje
  • Sving gerne med armene – aktivt tilbage og passivt frem, men lad ikke armbevægelserne krydse ind over kroppens centerlinje.

 

  1. Løb langsommere, end du egentlig har lyst til

På det mentale plan er det vigtigt, du accepterer, at tempoet er langsomt i starten. Det kan være, du har dyrket idræt tidligere i dit liv, såsom håndbold eller fodbold – og fra de sportsgrene husker du måske, at det handlede om at give sig 100 %. Men det er altså ikke det tempo, din løbetur skal foregå i.

Derfor: Løb lidt langsommere, end du egentlig har lyst til. Det er kun godt, hvis du har løbeture, hvor du kommer i mål med følelsen af at kunne fortsætte.

 

  1. Løb forskellige ruter og i forskelligt tempo

De fysiologiske forbedringer sikres bedst, hvis du sørger for variation i din træning. En forbedret kondition vil være med til at højne moralen og motivationen yderligere.

Hav derfor flere løberuter med forskellig længde at vælge mellem. På en kortere rute kan du løbe med højere intensitet i form af intervaller. På den lidt længere rute, hvor tempoet sættes yderligere ned, kan du fx forkæle dig selv ved at løbe i skoven, rundt om en sø eller et andet sted med flotte omgivelser.

 

Rigtig god løbetur!

 


 

Læs også om motivation for træning i dette blogindlæg.

 

Tonny Ehlers, bach. scient. Idræt og Idrætsunderviser på Ubberup Højskole i mere end 10 år.

Tonny Ehlers, bach. scient. Idræt og Idrætsunderviser på Ubberup Højskole i mere end 10 år.

Livsstilsblog , Løb , Motion , Motivation , Sund livsstil #
Share: / / /